Søndervig -  en af landets ældste badebyer

Søndervig - en af landets ældste badebyer

Søndervig - badeby

Søndervig, en af landets ældste badebyer, er en idyllisk badeby med 3 minutters gang fra centrum til Vesterhavet. Helt tilbage til 1800-tallet søgte man til vesterhavsbyerne, heriblandt Søndervig, for at rekreere, mærke luften og vandet, se lyset, slappe af og lade op. Den tradition holdes vedlige i dag. Masser af mennesker har lært at sætte pris på alt det, som Vesterhavet og området omkring kan give dem af godt til legeme og sjæl.

Under ferien er der mulighed for at være aktiv og få rørt sig. Det bidrager badeland, bowling, tennis, fitness, golf samt vandre- og cykelture til. En løbetur på stranden hører også med her. Med kilometervis af strand og klit er rammerne tilstede for en gå- eller løbetur i et fantastisk natursceneri.

Masser af muligheder

I Søndervig finder man en række gode shoppingmuligheder. Her finder man f.eks. brugskunst og arbejdende værksteder, samt mange spændende outlets med et stort udbud af mærkevarer inden for tøj, sko og sport.

Der er rig anledning til at få nogle dejlige madoplevelser i Søndervig. Stedet byder på alt fra biergarten, grill, pizzeria og steakhouse til gourmetrestauranter.

Hvert år afholdes der en række spændende events i og omkring Søndervig, bl.a. Vinterbadefestival, Sandskulpturfestival, Kartoffelfestival og Ocean Rescue Camp for børn.