Naturen omkring Hvide Sande

Oplev naturens rigdom

Naturen

Området ved Hvide Sande er ensbetydende med optimale forhold for at opleve natur, finde ro i naturen eller være aktiv i naturen.

I og omkring Hvide Sande er der mulighed for at fiske fra strand, mole og kutter. Aktiviteter, som mange sætter pris på og deltager i med liv og sjæl. Også en flot måde at være ude i naturen på og mærke naturens kræfter og rigdom.

Det rige dyreliv

Der er i området omkring Hvide Sande et rigt fugleliv og mange sjældne plante- og dyrearter. For eksempel er der landingsplads og rasteområder for trækfugle og ynglesteder for vandfugle. Ja, til og med sæler kan I se ligge og sole sig på havsiden ved slusen i Hvide Sande. Landskabet på egnen er meget varieret med smukke klitter, strandenge, hedelandskab og agerjorder.

Besøg gerne naturcentrene ved Skjern å og lær mere om åens historie, områdets vegetation samt dets mange spændende fugle og fisk.

Ture ud i naturen

Ønsker I at komme på en smuk cykeltur, så er der mange muligheder for det. Der er en række gode cykelruter, som I kan benytte for at opleve og være i det smukke landskab ved blandt andet Hvide Sande, Søndervig, Ringkøbing og mellem fjordene.

Alt er således lagt til rette i regionen for en skøn naturvandretur, en dejlig cykeltur, en hyggelig familieudflugt eller fiskeri ved hav, å eller fjord.