Lystfiskeri i Hvide Sande

Danmarks Eldorado for lystfiskere

Lystfiskeri i og omkring Hvide Sande

I Hvide Sande og i områderne omkring er alt lagt til rette for lystfiskeri og gode fangstresultater.

Fjordfiskeri

I Ringkøbing fjord fisker man især efter ål og aborre og efter fladfisk nær sluserne.

Sildefiskeri

Hvide Sande er kendt for sit sildefiskeri, som foregår to gange om året; forår, når silden kommer ind til sluserne, og om efteråret, når høstsilden kommer.

Molefiskeri

Molefiskeriet i Hvide Sande foregår ud fra de mange gode solide moleanlæg. Der kan fanges fladfisk, makrel i sommermånederne og en del torsk.

Havfiskeri

Fra Hvide Sande arrangeres der mange kutterture ud i Nordsøen til havfiskeri. Her kommer man under kyndig guidning ud på nogle af Danmarks bedste fiskepladser. Torsk, lange, havkat eller vilde makreller er noget af det, man kan være heldig at få på krogen.

Hvide Sande Sportsfisker Center

Hvide Sande Sportsfisker Center ligger nogle hundrede meter fra Hvide Sande Hotel. I sportsfiskercentret får du fiskekort, som giver adgang til alle faciliteter ved slusen. Du kan bl.a. drage nytte af renserummet med renseborde, rindende vand og is. Her er fri afbenyttelse af opholdsrum og toiletter. Sidst, men ikke mindst så giver kortet dig adgang til fiskepladser i fiskezonerne samt de mest optimale strømforhold. Dem får man, når sluseportene er lukket for udstrøm. Hvis portene er åbne, minimeres chancen for fangst betydeligt. Surfcast-fiskeri, put&take og å-fiskeri er andre spændende muligheder i området.